Operationen

Inden operationen

Som jeg tidligere har skrevet, havde jeg to dage fra jeg fik at vide, at jeg skulle have fjernet min tyktarm til operationen. Udover de mange tanker som fløj igennem hovedet på mig disse dage, var der en del andre ting der også skulle ordnes. Jeg skulle snakke med narkoselæger, kirugerne, sygeplejerskerne og stomi sygeplejerskerne.
Anne, min stomi sygeplejersken skulle bl.a. finde ud af hvor på maven stomien skulle sidde. Hvis man bliver opereret akut er der selvfølgelig ikke tid til at finde ud af hvor og hvordan stomien sidder bedst, men her skulle jeg bl.a. tage mine almindelige bukser på, så man kunne se at stomien ikke kommer til at sidde lige hvor bukserne sidder. Min stomi er blevet placeret i min højre side ca. 5 cm over min talje. Det vil sige at mine bukser ikke sidder og generer selve stomien og der er plads til at jeg kan putte stomiposen ned i bukserne.

Inden operationen fik jeg ikke så mange informationer om det at have en stomi og hvordan de ville operer mig. Jeg snakkede endda med flere læger, som sagde jeg skulle opereres på vidt forskellige måder. En læge sagde man sprættede maven op, en anden mente man ville gå ind med en kikkert 4-5 steder i maven. Det sidste ville selvfølgelig være at foretrække da der så ikke ville være et stort ar hen over maven som skulle hele.

Jeg fik en a4 side hvorpå jeg kunne læse lidt om forløbet, her stod at man normalt var på højkant igen mellem 4 og 7 dage efter operationen. Jeg tror dog der er en praktikant som har skrevet forkert, for jeg endte med at være indlagt i 6 uger, men det kommer jeg tilbage til.

Det endte med at jeg skulle opereres på skærtorsdag som jo er en helligdag, jeg var faktisk lidt nervøs fordi lægen kun var kommet ind for at opererer mig, og jeg lå der i sengen og tænkte at han sikkert bare skulle have det overstået så han kunne komme hjem og holde helligdag med familien.

Inden operationen skal jeg bl.a. barbere min mave for hår, således den er helt bar, så der ikke er noget der generer når lægerne skal til. Jeg får derudover operationstøj på og bliver kørt ned på operationsstuen hvor de ligger mig på operationsbordet og rigger mig til med alt hvad der skal bruges.
Det sidste lægen lovede mig inden operationen var at han ville komme og fortælle mig hvordan det var gået når jeg engang var vågen igen.

Opvågning efter operationen
Efter operationen havde jeg sindsyg mange smerter, jeg fik lagt en Epiduralblokade i ryggen. Man kender den nok mest fra når kvinder skal føde, så får de denne indsat i ryggen. Med epiduralblokaden kan man hele tiden regulerer så man ikke har smerter i maven. Det eneste minus ved alt det her, var bare at min epiduralblokade ikke virkede, hvilket betød at jeg havde ikke havde noget der kunne hjælpe mod smerterne i operationssårene.
Jeg fik i stedet en del indsprøjtninger i lårene, samt en del andet smertestillende medicin.

Da jeg vågnede efter operationen begyndte jeg at fryse helt vildt, min tænder klaprede og sygeplejerskerne blev nødt til at pakke mig ekstra godt ind, samtidig med at de puttede varmluft ind under dynen. Det betød at jeg på et tidspunkt fik varmen og begyndt at svede så meget at jeg ikke vidste om jeg havde tisset i sengen eller om det bare var sved. Jeg bad min kæreste om at mærke om jeg havde pisset i bukserne, det var dog heldigvis kun sved. Når man som jeg er i fuld narkose, får man et kateter op i blæren fordi man ikke selv kan styre om og hvornår man skal tisse.

Da jeg var helt vågen igen, blev jeg kørt retur til den 4 mands stue som jeg havde ligget på inden operationen. Det er i øvrigt ikke det fedeste at skulle dele stue og toilet med 3 andre, og når man så i forvejen ikke har det så godt, så er det ikke lige det man har brug for.

Her begyndte over 5 ugers helvede, som I kan læse mere om i de næste blogindlæg

Ps. Lægen kom selvfølgelig ikke som lovet, men havde skrevet en seddel som sygeplejerskerne kunne læse op fra hvor der stod at jeg havde fået fjernet min tyktarm, de havde gjort det med kikkert således jeg ”kun” havde 4-5 huller i maven. Så måske holdt det stik med at lægen skulle hjem og hygge med familien nu hvor det var en helligdag han var blevet kaldt ind.

VN:F [1.9.22_1171]
Kunne du bruge det?
Rating: 5.7/6 (4 votes cast)
Operationen, 5.7 out of 6 based on 4 ratings
DEL GERNEShare on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someone

About Stomien

Jeg hedder Tonny, jeg er 33 år og har en stomi. Jeg vil gerne dele mine erfaringer og tanker med dig om det at have en stomi.

, , ,

No comments yet.

Skriv et svar