Tiden på hospitalet – de værste 5 uger i mit liv

Som tidligere nævnt, så startede 5 ugers helvede kort tid efter operationen.

Efter jeg var blevet opereret og kommet til mig selv igen, blev jeg kørt op på min stue som jeg delte med 3 andre som også skulle have eller havde fået en stomi. I starten gik det egentlig som man kunne forvente efter en operation af den her slags. Jeg havde selvfølgelig en del smerter som jeg fik smertestillende mod, problemet var dog at man den epiduralblokade de havde lagt i ryggen på mig ikke virkede som den skulle, det betød at jeg havde ret mange smerter og derfor blev de nødt til at give mig morfin hele tiden for at holde smerterne ud. De prøvede flere gange at lægge en ny epiduralblokade, men de fik den aldrig rigtig til at virke på mig.

De første dage gik egentlig meget fint, jeg havde ikke den store lyst til at spise, men prøvede at kæmpe mig igennem yoghurt, energidrikke mv. Derudover fik jeg en del væske i drop for at holde min væskebalance ved lige.
Herefter gik det ret meget ned af bakke, det var som om der ikke rigtig kom gang i stomien, hvilket vil sige at selvom jeg spise og drag, så kom der ikke noget igennem den. Det betød at jeg kastede op hver dag i 14 dage. Lægerne blev ved med at sige at tarmene skulle have tid til at arbejde og at det nok skulle blive bedre.

Tabte 10 kg på 14 dage

I takt med at jeg kastede ca. 2,5 liter væske op hver dag, blev min energi mindre og mindre. Jeg spiste mindre og drak mindre, hvilket betød at jeg fik mere og mere væske i drop. Jeg havde ret mange smerter, derudover havde jeg en stomi hvor der ikke rigtig kom noget igennem og lægerne blev bare ved med at sige at det ville tage tid og at det nok skulle gå.

Jeg blev så afkræftet til sidst, at jeg blev forpustet af at skulle gå bare 5-10 meter, jeg blev dehydreret hvilket betød, at jeg blev svimmel, fik propper i ørene mv. Derudover fik jeg ikke rigtig noget energi, hverken i form af mad eller drikke, det meste af det jeg indtog var saltvand igennem droppet. Det endte med, at jeg i løbet af de første 14 dage efter operationen havde tabt mig 10 kg. Jeg er i forvejen ret tynd, min normalt vægt er 65 og jeg er ca. 180 cm høj, og efter de 14 dage var jeg nede og veje 55 kg. Jeg lignede virkelig en som var dødssyg.

Fik konstateret tarmslyng

I takt med at der gik en del dage hvor der stadig ikke rigtig kom noget igennem stomien, begyndte lægerne at overveje om der nu kunne være et eller andet galt. Jeg havde som sagt en del smerter, og sammenholdt med at der ikke rigtig kom noget igennem stomien, valgte lægerne at jeg skulle undersøges for tarmslyng.

Måden de undersøgte om jeg havde tarmslyng var ved at jeg skulle indtage noget kontrastvæske, hvorefter jeg skulle køres i en scanner ca. hver 2. time hvor de så kunne se hvor langt kontrastvæsken var noget i tarmene.

Det der bare er udfordringen ved kontrastvæsken er at det ofte får tarmene til at vende rigtig igen, det kan man vel egentlig sige er positivt nok, problemet vare bare at der løb flere liter igennem tarmene og stomien de efterfølgende timer, hvorefter lægerne konstaterede at tarmene og stimen virkede fint og at jeg derfor ikke havde tarmslyng.

Der går så nogle dage yderligere, hvor jeg stadig ikke rigtig spiser noget, kaster op og ingen energi har, derudover har jeg stadig mange smerter i hele maven. Anden gang de vil se om jeg har tarmslyng, finder de så ud af at tarmen har snoet sig lige indenfor stomien og derfor skal jeg så opereres igen og have en ny stomi.

Anden operation

Da der var gået en 15-17 dage efter den første operation kunne lægerne endelig konstatere at jeg havde tarmslyng, herefter gik det stærkt med at komme på operationsbordet igen. Tarmslyng kan være farligt og de tog derfor ingen chancer. Jeg blev opereret, hvor jeg fik fjernet ca. 10 cm af tyndtarmen, således fik de fjernet det sted hvor tarmen havde snoet sig rundt.

Jeg vågnede denne gang op med et kæmpe ar fra lige over navlen og ned, denne gang kunne de åbenbart ikke gå ind med kikkert som de havde gjort første gang. Jeg ved så ikke om det var fordi det var det nemmeste eller hvad det var, men ar havde jeg i hvert fald.

Så begyndte der at være fremgang

Nu havde jeg vel været indlagt i noget der ligner 3 uger, jeg havde forventet at jeg var ude igen en uge efter den første operation og her var jeg så stadig efter 3 uger, helt afkræftet og dehydreret og ingen udsigt til at det overhovedet ville blive bedre. Jeg mistede efterhånden troen på at jeg skulle klare det.

Jeg havde en aften hvor jeg havde sindssygt mange smerter i maven, det var så voldsomt at jeg troede det ville være min sidste aften. Jeg skrev derfor en note i min telefon om hvor min kæreste kunne finde mine to livsforsikringer hvis jeg nu skulle ske at dø. Om natten på afdelingen er der kun to sygeplejesker til at se efter alle patienterne, så problemet var at jeg virkelig havde det skidt og de kunne ikke rigtig gøre noget for mig på afdelingen, så jeg blev kørt på opvågningsafdelingen hvor der var flere sygeplejesker som bedre kunne holde øje med mig.

Det ender da heldigvis med at jeg klarer den, sygeplejerskerne har helt sikkert haft godt styr på mig, jeg følte dog bare at det hele ramlede for mig denne nat.

Men herefter begyndte det at gå fremad, stomien begyndte at virke, og jeg begyndte at få mere at spise og drikke og derved også få mere energi. Jeg begyndte også at kunne gå ture på gangen, og få lidt flere kræfter.

Børnene ville ikke på besøg

Jeg har to piger, som på det tidspunkt var 1½ og 3½ år gamle. Begge piger kom på besøg nogle gange om ugen i starten, men min ældste datter syntes bestemt ikke det var fedt, at skulle besøge mig. Jeg var som tidligere nævnt meget afkræftet, jeg lignede vel et omvandrende lig som havde slanger over det hele, det brød min ældste datter sig ikke om, så når min kæreste spurgte om hun ville med på hospitalet, så sagde hun bare om de ikke kunne gøre det en anden dag.

Min yngste datter forstod til gengæld ikke rigtig hvad der skete. Hun savnede mig en del og spurgte ret ofte til hvor jeg var, hun ville gerne med derud, måske mest fordi der altid var lidt slik hun kunne få

I starten var min kæreste på besøg stort set hver dag, men i takt med at det hele tog længere og længere tid, blev familien også mere pressede derhjemme. Min kæreste skulle jo stå for alt derhjemme hvilket også var ret hårdt for hende. Så fra at have besøg hver dag i starten blev det vel til at det var et par gange om ugen og når man ligger der og har det af h til, så føler man bare lige pludselig at det hele ramler.
Da jeg havde været indlagt i ca. 5 uger, havde jeg en dag hvor jeg bare lå og hylede i en hel dag. Min kæreste skulle have været på besøg, men et eller andet gjorde at hun ikke kom, derudover kunne jeg høre på hende, at hun også havde det sindssygt svært. Det fik mig helt i kulkælderen. Jeg lå der på min 4 mands stue, hvor der jo havde været en del udskiftning i de 5 uger, og bare hylede en hel dag. Sygeplejerskerne var som altid rigtig søde, og prøvede hvad de kunne for at få mig i bedre humør, men lige denne dag var der ikke noget der hjalp.

Orkede ikke at svare telefonen eller beskeder

De det meste af den tid jeg var indlagt havde jeg det af h til, hvilket betød, at når mine venner og familie ringede og skrev sms’er så orkede jeg ikke at svare dem og når de ikke fik svar fra mig, så skrev og ringede de alle sammen til min kæreste, som så skulle forklare dem alle hvordan det gik. Det var så også med til at presse min kæreste yderligere.

Der var nogle få jeg orkede at snakke med, først og fremmest min kæreste og så mine forældre, de fleste andre svarede jeg ikke. Problemet var bare, at når min mor ringede og spurgte hvordan det gik, så svarede jeg, at det gik fint, selvom det ikke gjorde. Min mor kender mig jo, så det kunne hun godt høre ikke passede, så hun ringede videre til sygeplejerskerne hvor hun så fik at vide hvordan det egentlig stod til.
Jeg havde heller ikke den store lyst til besøg, det var også mest min kæreste, mine forældre, min bror og et par venner, alle andre som spurgte, fik at vide at jeg ikke orkede besøg.

Fik lov at komme hjem engang i mellem

I løbet af de 5 ugers indlæggelse, fik jeg overtalt lægerne til, at jeg måtte komme hjem på besøg med overnatning nogle gange. Nogle af gangene var vist ikke helt forsvarligt især ikke i den periode hvor jeg kastede 2½ liter op hver dag, men jeg havde virkelig brug for at komme hjem i stedet for at ligge og stene på hospitalet. De fleste gange endte det dog med jeg bare lå inde i min seng hvor jeg så havde det skidt. Et par gange jeg kom hjem om formiddagen, blev jeg nødt til at tage på hospitalet igen om aftenen fordi jeg kastede så meget op at jeg skulle ind og have noget nyt væske.

Sygeplejerskerne

Når man er indlagt på samme afdeling i 5 uger, så kommer man efterhånden til at kende både læger og sygeplejerskerne. Lægerne var de onde og sygeplejerskerne var de gode 

Grunden til jeg skriver som jeg gør ovenover, det er at der ikke rigtig var nogle læger som tog ansvar, de sagde bare alle at de nok skulle gå og tarmene skulle have tid til at komme sig, derudover synes jeg mange af dem er arrogante, og sammenholdt med at første operation ikke gik så godt, så har jeg ikke særlig meget tiltro til dem, og jeg overvejer da også at finde et andet hospital når jeg forhåbentlig skal have lagt stomien retur igen.
Sygeplejerskerne derimod, de var fantastiske. De var altid i godt humør og gjorde hvad de kunne for, at jeg og de andre patienter skulle få det bedre. Når man så har været indlagt i så lang tid, så kommer man jo til at kende dem bedre end hvis man bare var der i en uge, så det endte da med at vi kunne joke lidt sammen selvom jeg egentlig ikke havde kræfter til det.

Udover sygeplejerskerne, så får man også en stomisygeplejerske, en stomisygeplejerske hjælper med de mere praktiske ting om selve stomien, bl.a. om det heler ordentlig, alt det praktiske omkring poser mv. Jeg har en stomisygeplejerske som heder Anne, hun er helt fantastisk. Det er ikke så meget man har med hende at gøre under indlæggelsen, men man kommer løbende til kontrol efterfølgende for at sikre sig at alt er som det skal være.

Maden på hospitalet

Det sidste jeg lige vil vende i dette indlæg er den mad man får serveret, hold kæft en omgang.
Når man tjekker ind på Hvidovre hospital bliver man først positiv overrasket over maden, man får et menukort hvor så hver dag selv kan bestemme hvad man vil spise i løbet af dagen. Når jeg tænker på sygehus mad, så tænker jeg på at man bare får en bakke ind til sengen med ”dagens ret”, så når man ser et menukort hvor man selv kan vælge, så bliver man positivt overrasket. Glæden den varer dog ikke længe, for man finder hurtig ud af, at det ikke er særlig godt. Når man ligger og er syg og afkræftet, så er det vigtig man får noget godt at spise, så man hurtigere kan komme ovenpå igen. Det viste sig dog hurtigt at frikadeller, bøffer mv. var rå inden i, derudover fik jeg en bagt kartoffel som var på størrelse med en stor tallerken og så så det ud til at der lige var en der havde trådt godt og grundt på den. Det skal da siges at der også var nogle retter som var ok, men det var ikke nogen større kolonarisk oplevelse.

Når man kæreste eller bror kom på besøgt, bad jeg dem om at tage en pizza eller noget andet med som jeg lige havde lyst til. Så skal du indlægges på Hvidovre hospital, så glæd dig ikke for hurtig over menukortet.

Det var det jeg lige havde at berette om min indlæggelse, hvis du har spørgsmål til noget af det må du endelig skrive en kommentar, så skal jeg nok svare.

VN:F [1.9.22_1171]
Kunne du bruge det?
Rating: 4.9/6 (7 votes cast)
Tiden på hospitalet – de værste 5 uger i mit liv, 4.9 out of 6 based on 7 ratings
DEL GERNEShare on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someone

About Stomien

Jeg hedder Tonny, jeg er 33 år og har en stomi. Jeg vil gerne dele mine erfaringer og tanker med dig om det at have en stomi.

, , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar